| Etiske regler |
| Etiske regler for De Bornholmske Amatørarkæologer |
| Disse etiske regler er lavet
for at hjælpe vores medlemmer i at undgå kedelige episoder, som kan være
til skade for andre medlemmer og foreningen som helhed. Husk - at som
medlem af De Bornholmske Amatørarkæologer er du også en repræsentant
for andre amatører og den arkæologiske verden.
Indgåelse af aftaler Som det første skal du altid spørge ejeren, om der går/har gået andre amatørarkæologer på hans jorder. Er det tilfældet, skal du respektere dette og trække dig. Herefter kan du vælge at kontakte pågældende amatørarkæolog(er), og spørge om de fortsat ønsker at gå på stedet og om muligheden for et samarbejde. Er ejeren i tvivl om, der går andre, eller
kender han ikke deres navne, bør du forhøre dig blandt andre amatørarkæologer
i området, på Bornholms Museum eller i DBA´s bestyrelse. Selvom ejeren er ligeglad med, hvem der går på hans jorder, skal du respektere en gammel aftale. Det gælder også, hvis markerne ikke er blevet afsøgt gennem en længere periode. Som amatørarkæolog er du afhængig af vejr og føre, og familie og arbejde skal også tilgodeses. Derfor vil der på kort sigt ikke være tid til at afsøge markerne hos alle de lodsejere, der er indgået aftaler med. Det er vigtigt at vedligeholde en aftale og forny den ved ejerskifte, hvis du fortsat ønsker at gå det pågældende sted. Hvis ejeren ikke hører fra dig i meget lang tid, kan du risikere, at han giver andre lov til at gå på sine marker, i den tro, at du ikke længere er interesseret. Danefæ
Lodsejeren skal altid have mulighed for at se/låne fundene, inden de bliver afleveret. Desuden er det en god idé at tilbyde billeder af fundene og en kopi af svaret fra Nationalmuseet. Ved fund af skatte eller genstande af stor arkæologisk betydning skal Bornholms Museum og ejeren kontaktes hurtigst muligt, så det videre forløb kan planlægges. Det kan være af stor arkæologisk vigtighed, at fundstedet bliver besigtiget af en arkæolog, før vigtige observationer går tabt. Du må aldrig selv forsøge at grave en skat op. Frist ikke udenforstående ved at fortælle om eller fremvise fund, som er særlig interessante for visse samlere. Det er ikke alle, som er lige ærlige og afleverer møntfund og andet ædelt metal. Gør det ikke lettere at finde ting og sager, end det er, når du fortæller andre om din hobby - det er jo slet ikke så let, som det ser ud! Opmåling, registrering og aflevering
Sørg altid for at have orden i dine fund og brug de sedler og poser, du kan få ved at henvende dig på Bornholms Museum. Finder du ting, som er i meget dårlig stand, så få det afleveret hurtigst muligt, så det kan komme i kyndige hænder. Begynd aldrig selv at eksperimentere med at konservere fund. Der kan forsvinde vigtige spor, som kan være af stor betydning, ved forkert behandling. Samarbejde
Pas på ikke at ”kapre” flere pladser end du magter. Der er andre amatørarkæologer end dig på Bornholm. Har du opgivet en plads så fortæl det i foreningen. Det kan være, at der er andre, som er interesseret i at gå på stedet. |
De Bornholmske Amatørarkæologer
Revideret August 2006